Arbejd med dine relationer og tilknytninger
“Hvis bare du ændrer dig, så bliver alt godt igen mellem os!”
Ofte handler problemet ikke om den anden person.
Det handler om en kamp, du har med dig selv.
Hvad betyder relationer?
Vi mennesker er født til at være sociale, og vi har et grundlæggende behov for at høre til. Derfor er den/de primære omsorgspersoner vigtige lige fra barnets fødsel. En relation er altså en følelsesmæssig forbundethed til en anden person og nærvær med et andet menneske. Allerede fra 6-måneders alderen begynder barnet at skabe forestillinger om sig selv og sine relationer til sine omsorgspersoner.
Hvad er en tilknytning?
Vores personlighed grundlægges i de første leveår. Om du som barn oplevede at blive set, hørt og forstået har afgørende betydning for, om du udviklede et sundt selvværd og en tryg tilknytning. Tilknytning er altså evnen til at knytte sig til andre mennesker senere i livet. Det har dermed stor indflydelse på, hvordan du kommunikerer til og med de nære relationer, du indgår i. Kan du ændre på dit tilknytningsmønster?
Forskningen viser, at der er 70-80% sandsynlighed for, at børn udvikler de samme tilknytningsmønstre senere i livet som deres forældre. Disse mønstre udspiller sig særligt i dine nære relationer med en partner, dine børn eller måske i samarbejdet med dine kollegaer. Du kan genkende det ved, at du har en tendens til at bebrejde den person, der er tættest på dig, du oplever en indre irritation, modstand eller indre modvilje. Det handler om en kamp, du har med dig selv. Kan du ændre på dette? Ja bestemt. I psykoterapien arbejder vi med fire typer af tilknytning. Her beskriver jeg kun to af dem for at give en forståelsesramme.
Hvad er en sund og tryg tilknytning?
Når du har udviklet et sundt selvværd og en tryg tilknytning, har du en grundlæggende tro på, at verden er et godt sted. Du har en oplevelse af, at det er trygt at elske og vise tillid. Du har tillid til dig selv, dine omgivelser og relationer. Du føler, at du hører til i denne verden, at du gerne må vise følelser, kan være sårbar og bede om hjælp.
Hvad er en utryg tilknytning?
år du er sammen med andre, er alle dine sanser aktiveret. Du er på vagt – måske lige frem i konstant kontrol. Verden er ikke et sikkert sted for dig, fordi du har oplevelsen af, at du ikke hører til eller ikke er elsket. Der er mange tanker og følelser, nogle af dem meget stærke følelser. Det kan være svært at håndtere følelser både indeni dig selv og i relationen til andre – det kan føles som en form for ubalance. Grundlæggende er du bange for afvisning og for at blive svigtet.
Psykoterapi – din vej til styrkede relationer
I terapien arbejder vi med dit tilknytningsmønster, hvordan du agerer i relation til dig selv og andre mennesker. Vi arbejder både med krop og sind, da det kræver træning, i samspil med dine relationer, at udvikle en tryg tilknytning. Lær også at lytte til andre – ikke kun gennem dit eget filter, men på en måde, hvor du virkelig hører det udefra via øget indlevelse og empati.